LIDT OM MIG

Hej! Jeg hedder Maria, og jeg er rigtig glad for at du er landet her på side, hvor jeg har mulighed for at fortælle lidt mere om mig selv. Jeg er gift, mor til 2 drenge og bor i Solrød Strand. Og så har jeg selv været igennem lidt af en rejse – og er det faktisk stadigvæk. Jeg tror på, at livet er én lang udviklingsrejse, som ikke stopper; at intet er tilfældigt og at vi skal lære undervejs – og så selvfølgelig have en kick-ass time, mens vi er her. Når først vi har ’opdaget’ denne udviklingsrejse, så er der ingen vej tilbage. Jeg er nysgerrig på mennesker og elsker alt, der handler om livet mellem himmel og jord. Louise Hay og Eckhart Tolle er mine absolutte forbilleder. Mit liv er dedikeret til at lære, læse, udvikle mig, bryde mønstre og først og fremmest blive klogere på mig selv. For det er sådan vi hjælper andre – ved først at hjælpe os selv. Og det herlige ved at udvikle sig er, at det smitter på den gode måde i ens egne relationer og omgangskreds. Ved at fjerne blokeringer i os selv, bryder vi de energetiske blokeringer som vi har i vores relationer.


at tænde for intuitionen

Min fortælling er den, at jeg faktisk valgte en uddannelse som ikke gjorde mig særlig glad. Jeg har en kandidatuddannelse i engelsk og kommunikation fra CBS, og efter ca. 10-15 år, hvor jeg arbejdede med markedsføring kunne jeg mærke, at jeg var ved at gå kold. Jeg fik det, der på papiret kan betegnes som en relativt ’god stilling’ som jeg valgte at sige ja tak til, på trods af at min intuition fortalte mig, at det IKKE var dét, jeg skulle. Efter 3 måneders prøveperiode, valgte jeg selv at trække stikket – uden noget nyt på hånden, da jeg kunne mærke, at jobbet ikke gjorde mig glad. Noget, der var ganske uhørt, da det ofte er arbejdstager der bliver opsagt – ikke den anden vej rundt. Det førte til en selvvalgt pause på lidt over 1 år, hvor jeg mest af alt opholdt mig i naturen, gik lange ture, så serier, mediterede og funderede over livet. Noget, som størstedelen af min omgangskreds absolut ikke forstod. Men jeg kunne mærke, at noget stort var på vej, at jeg var i en transformativ tid, og jeg tog mig den tid, det tog. Jeg kunne mærke mit kald, og en dag da jeg var ude at gå min vanlige tur på markerne bad jeg universet om at ’hjælpe mig med at hjælpe folk’, da det i virkeligheden var dét, jeg brændte for. Jeg huskede tilbage til da jeg var en lille pige på mit værelse i Taastrup, hvor jeg havde lavet en liste over de ting, jeg gerne ville med livet. Her var ’at hjælpe mennesker’ på toppen af listen, og med ét, var det som om at jeg kunne mærke, at jeg nu skulle følge den liste. Et slags syn eller clairvoyant moment for mig selv, kan man vel kalde det. Samme måned søgte jeg ind på en officielt clairvoyanceskole, hvor jeg fik min grundige træning, og kort tid efter startede jeg med at have klienter i mit lille, magiske clairvoyancerum. Senere samme måned fandt jeg ud af, at den sti, jeg havde gået på dagligt ude ved markerne hele året op til den beslutning, hed ’Gudernes stræde’. Tal lige om et tegn fra himlen. Ofte når vi er modige nok til at sige nej til noget velkendt, efterlader vi plads til at en ny og mere autentisk version af os selv, kan blomstre frem. Så hjertelig velkommen til min side, og til Maria version 4.6!

velourduge, netflix & intuition

Mange tror måske, at det at være clairvoyant betyder, at man har VELOUR-duge på bordet, går i fodformede sko og sidder og kigger ind i en krystalkugle. Ikke at der er noget i vejen med det, men Sådan har jeg det bare slet ikke. De fleste som ser mig, siger da også 'aj, den havde jeg bare ikke set komme', når jeg fortæller, hvad jeg kan. I min verden kan man sagtens kombinere det bedste fra 'begge verdener', være glad for at shoppe, dyrke sport, se netflix-serier samtidig med at man har en forbindelse til den åndelige verden. For mig er clairvoyancen og meditationen et værktøj til at kende mig selv ultra godt, turde stole på min intuition - og vigtigst af alt, er det det vildeste redskab til at hjælpe mennesker med at finde hjem i dem selv.


din intuition kalder også på dig - er du parat til at besvare opkaldet? <3 

unsplash